Der mangler noget i mit liv. Noget, jeg ikke længere kan leve uden. Den sportsgren, den foreningsfølelse, det sammenhold, som for mange år siden var en så stor del af mit liv, har jeg brug for igen. Barndommens vaner fører typisk over i voksenlivet. Dette er kun blevet mere klart for mig, siden jeg genoptog min barndomssport.
Efter en lang pause fra gymnastikken er motivationen og lysten vendt tilbage. Her får i et indblik hvordan jeg fandt vejen tilbage til fællesskabet og sammenholdet, som der er i en forening, igen.
Mine usikkerheder
Vi er sikkert mange, der forstår den følelse af at starte på noget helt nyt, eller påbegynde igen efter en lang pause. Den følelse og den tanke: “hvad nu hvis jeg ikke nytter noget, og de andre kun griner af mig”, fylder en del. Selvfølgelig er det jo sjældent, andre griner af dig, og det er for det meste kun indbildninger, fordi vi er så bange for ikke at leve op til de indbildte forventninger, som vi er overbeviste om, andre har til os.
Da jeg efter en lang pause fra gymnastikken valgte at tilmelde mig igen – i et helt andet land, hvor jeg ikke kendte nogen, helt alene – havde jeg lige præcis den følelse af rædsel. Jeg mødte rystende op, en hel time før træningen skulle begynde, for at jeg på en eller anden måde kunne tage mig sammen til at vise mine ældgamle gymnastikevner.
Min tid
Jeg kan huske den dag, jeg valgte at tilmelde mig. Jeg sad alene i min lejlighed, og jeg kedede mig gevaldigt. Jeg tændte min mac “hmm – hvad skal jeg finde på? Netflix? Viaplay?”. Jeg fandt mig selv i at åbne en ny browser “Jeg mangler noget i mit liv” sagde jeg out-loud. Gymnastik. Jeg googlede gymnastik i min omregn, trykkede på opret. Efterfølgende skulle jeg så tilmelde mig et hold, som jeg så gjorde. Så poppede der en ny skærm frem, hvor der stod med store bogstaver “Tak for din tilmelding – vi ses mandage kl. 18:30-19:45”.
JEG GJORDE DET SKU. Jeg blev overvældet af følelser af glæde, stolthed, tilfredsstillelse og styrke.
Mit fællesskab
Jeg har aldrig været så opsat på at være den bedste version af mig selv som til den første træning. Den enorme følelse af, at jeg bare skulle være den bedste gjorde noget ved mig. Jeg var selvfølgelig rædselsslagen over de indbildte forventninger, jeg var sikker på, de andre havde til mig, og det var som om, det gjorde mig bedre. Jeg kunne sagtens følge med. Jeg hoppede rundt som en lykkelig kænguru, og lignede fuldstændig de andre hoppende kænguruer – det var fantastisk. Jeg snakkede med de andre, jeg grinte med de andre og på en eller anden måde, var jeg allerede en af de andre. Siden da, har det været den tid om ugen, jeg allermest ser frem til. Fællesskabsfølelsen, sammenholdet og foreningslivet er præcis, som jeg husker det og det er lige præcis dét, som jeg har ledt efter i alle de år, jeg levede uden.
